Vil du i gang med at køre racerløb i YTCC (youngtimer) klassen?

Så læs her først.

Vi tager den lige punktvis, i mere eller mindre prioriteret rækkefølge

1.
Tjek budgettet.
Det koster at køre racerløb, sådan er det desværre bare!
Regn med minimum 25.000 til 50.000,- pr fulde DM sæson (ca. 6-8 løb) bare til løbende omkostninger.
Og så kommer investering i bil oveni (Bemærk, det er klart billigst at købe en færdig bil!).
Har du ikke den ”luft” i budgettet så vent til du får den.
Det er trods alt det vigtigste punkt og nødvendig for alt andet fremadrettet.
For mange starter i omvendt rækkefølge og får gjort et par småinvesteringer og måske påbegyndt bygningen af en racerbil for så midt i processen at må kaste håndklædet i ringen og give op.
Og alt det her skriver vi ikke fordi vi ikke gerne vil se dig på banerne, for det vil vi MEGET gerne.
Jo flere, jo sjovere, og forhåbentlig billigere med tiden! Alle er mere end velkommen

2.
Okay du har fundet midlerne, så er det tid til at sætte sig ind i tingene.
Læs alt hvad der er på nettet og der er masser af gode guides til bl.a.
at komme i gang, melde sig ind i en klub tage motorsports-licens, købe eller bygge egen racerbil osv osv.
Se og læs alle links og reglementer her på siden (vær opmærksom på at det ikke er hele reglement 9 der gælder for YT).

Bemærk: Vi er ikke en motorsportsklub, men en forening der repræsenterer YTCC-kørerne – ja, det er lidt forvirrende

3.
Skulle du hen ad vejen støde på spørgsmål, så er du mere end velkommen til at stille dem på vores facebook forum.
Der er masser af rutinerede folk som MEGET gerne vil hjælpe! MEN, fornemmer de at du ikke har sat dig bare lidt ind i tingene og hele tiden spørger om alt i øst og vest daler interessen for at skrive tilbage desværre.
Sådan er det vist også i mange andre dele af livet
Så gør dig selv en tjeneste og læs lidt på det hele inden du beder om hjælp.

4.
Kom ud til løbene og mød os på banerne som en start.
Det kunne jo være det var noget helt andet i virkeligheden end hjemme fra sofaen.
Som før skrevet vil vi MEGET gerne have nye venner og konkurrenter så kom endelig ud til løbene
og kom hen og snak med os.
Vi står måske og ser lidt reserverede ud i vores telte men bare kom hen og sig at du overvejer at starte på motorløb
og så skal snakken nok køre Og skulle vedkommende ikke være i snakke-humør fordi hans bil måske lige er blevet krøllet sammen,
ja så er der helt sikkert 20 andre YTCC kørere som har lyst til at snakke med dig

5.
”Mentorordning”. Er du kommet godt igennem de første punkter her og mener du er klar til dit første løb
Så kan det godt være lidt overvældende at ankomme første gang til et løb med parkering,
opstilling, teknisk kontrol, førermøde osv.
Derfor har YTCC besluttet at vi vil prøve en mentorordning af.
Det foregår på den måde at du melder dig ind i foreningen og får adgang til vores YTCC.DK kørerforenings medlemsforum på facebook.
Der finder du en fra bestyrelsen og skriver til ham.
Så skulle han gerne finde en ”mentor” til dig der evt. kan vente ude ved indgangen og guide dig igennem weekenden fra A til Z så du kommer så godt i gang med det hele som muligt


Forfattet af Morten Straarup